22-07-2013

Uge 30 - Tal dig selv til succes

 

For at få succes skal du først definere, hvad succes er for dig. Det vil sige, have klare mål, skrive det ned, og tænke stort.

Hvis du skal have succes med at skabe et succesfuldt liv, så skal du også - inderst inde - vide at du virkelig er i stand til at få det til at ske. Du skal tro på at du har "the right stuff".

Du skal tro på dig selv. Hvad enten det er selvtillid, selvværd, eller hvad du nu kalder det, så er det en dybtliggende overbevisning om at du har det der skal til. De evner, de færdigheder, ressourcer, talenter og så videre der kræves.

Det betyder, at du skal lære at kontrollere din indre konversation, eliminere enhver form for negative tanker, og begrænsende overbevisninger, og erstatte dem med en konstant tilstand af positive forventninger.

Forskere har fundet ud af at du har omkring 50.000 tanker i dit hoved, hver eneste dag. Desværre er mange af dem negative hos mange mennesker. De samme undersøgelser har vist at det er cirka 70-75% af tankerne der er negative.

Det er tanker som:
  • "Jeg kan ikke gøre det her"

  • "Jeg er ikke god nok"

  • "Det er lige meget hvad jeg gør, så taber jeg mig ikke"

  • "Det er lige meget hvad jeg gør, så er der ikke noget der lykkes for mig"

Og så videre...

Det er det, man kalder offer sprog. Et sprog der fastholder dig i offertilstanden. Det er en form for konstant selvprogrammering, eller selvhypnose du laver dagen lang, og som får dig til at tro på, at du ikke er kompetent, ikke er værd at elske og så videre.

For at få det du gerne vil i dit liv skal du komme af med denne "offer programmering" og begynde at tale til dig selv som en vinder:

  • "Jeg kan godt gøre det"

  • "Jeg har let ved at...."

  • "Jeg ved der er en løsning"

  • "Jeg er klog nok og stærk nok til at...."

  • "Alt jeg spiser hjælper mig med at få en perfekt kropsvægt"

Det er det man kalder et "vindersprog". Det er rent faktisk en beslutning du skal tage, og så selvfølgelig gøre en indsats for at ændre den gamle vane. Det tager jo som bekendt 21 dage at ændre en vane, så det er jo overskueligt.



Du programmerer din underbevidsthed hele tiden
Din underbevidsthed er som besætningen på et skib, og du er kaptajnen. Det er dit job at give besætningen ordrer. Og når du gør det, så tager din besætning alt det du siger bogstaveligt.

Din besætning (din underbevidsthed) har ikke humor, men den følger blindt dine ordrer.

Hvis du for eksempel altid for sjovt siger "Alt jeg spiser hopper lige ned på mine hofter", så vil din besætning efterhånden tage din "ordre" som sandheden, og så vil alt du spiser sætte sig.


Din underbevidsthed styrer jo alle funktioner i din krop, og selv om du ikke har direkte kontrol over disse funktioner, så kan du alligevel programmere dem ved konstant at påvirke dem gennem din "selvsnak".

Du hjernevasker på en måde din krop til at ændre på fordøjelse, stofskifte, appetit og så videre, så du rent faktisk kommer dig. Eller ikke får succes, ikke kan de ting du skal og så videre og så videre, for dette gælder på alle livets områder.

Men du kan jo også vælge at sige "Alting jeg spiser hjælper mig med at opretholde en perfekt kropsvægt" og så programmerer du besætningen på skibet til at få mindre lyst til sukker, øge forbrændingen og fordøjelsen.

Denne magt, som din programmering af din underbevidsthed, gør at du skal være meget opmærksom på dine tanker og dine udtalelser.

Desværre er de fleste af os slet ikke klar over, at vi har så stor magt gennem vores udtalelser - både den vi udtaler og dem der konstant kører rundt i vore hoveder.
Det er også de færreste af os, der lægger mærke til det vi siger. Så hvis du virkelig vil gøre noget med det her, så skal du prøve at finde en der er meget sammen med dig, og som kan holde øje med dine udtalelser.

 

Denne måde at tale på er jo en så indgroet vane, at vi slet ikke hører det selv.
Du kan aftale med denne partner, at I skal give hinanden et signal når der kommer "offersprog" ud af Jeres mund. Det kan være med til at ændre denne dårlige vane. Hver gang du lægger mærke til en negativ "offersnak" så erstat den med en positiv tanke/udtalelse.


Brug bekræftelser
Det har jeg også skrevet flere artikler om, men det er også en af de mest effektive værktøjer til at opbygge dit selvværd.

Disse positive bekræftelser virker ved at overtage pladsen fra de negative ordrer, du hidtil har sendt til din besætning i alle disse år.

Jeg foreslår du laver en liste med 10 - 20 positive udtalelser, som alle bekræfter dit selvværd og dine evner.

Det er selvfølgelig helt op til dig hvad du tror på og hvilke bekræftelser du vil bruge, men her er der lidt inspiration.

  • Jeg fortjener kærlighed, lykke og succes

  • Jeg er klog og jeg tager gode beslutninger

  • Jeg er kompetent

  • Jeg kan skabe alt jeg vil

  • Jeg er i stand til at løse alle problemer jeg kommer ud for

  • Jeg er kreativ

  • Jeg kan håndtere alt livet byder mig

  • Jeg har al den energi til at gøre det jeg vil

  • Jeg tiltrækker de rigtige mennesker ind i mit liv


Troen på dig selv er en holdning
Det at tro på dig selv er et valg. Det er en holdning du kan opbygge over tiden. Det er dig selv der har ansvaret for din selvopfattelse, og dine overbevisninger. Heldigvis, for så ved du jo, at det også kan lade sig gøre, at ændre dem hvis du ikke er tilfreds med dem.

Det kan måske også hjælpe dig at høre at den seneste hjerneforskning viser at med nok positiv "selvsnak" og positiv visualisering, kombineret med den rette træning og coaching, så kan alle lære næsten hvad som helst.

I stedet for at blive ved med negativ "offersnak" så husk på at du kan gøre alting du vil - ALTING - for fakta er, at det kan du.

 

 

Kilde : Performance BaseCamp - Coach Academy

22-07-2013

Uge 29 - Rejsen til Mulighedernes Land

Jeg har et lille billede jeg gerne vil tegne for dig. Du kan både bruge det på dig selv, og overfor de mennesker du coacher, eller leder.

På et stykke papir, måske en flipover, tegner du først en lille cirkel, f.eks. på størrelse med en golfkugle. Denne cirkel skal repræsentere dig, og dit hyggelige trygge, og relativt sikre liv. Et sted hvor der ikke er så megen vækst, og hvor du lever på et basisniveau, hvor alt er "o.k."

Uden om denne cirkel kan du tegne en cirkel der er meget større, f.eks. på størrelse med en håndbold (her skal din flipover nok i brug).

Denne cirkel er et område hvor du føler begejstring,  glæde, flow, ubegræn-sede muligheder, og en masse spænding.

Men det er også et sted, hvor man af og til kan føle frustration, angst, og usikkerhed. Det er Mulighedernes Land - stedet hvor man tænker stort.

Sagt på en anden måde, så er den lille cirkel der hvor du tænker på alle de ting du gerne vil, og den store cirkel er der hvor du rent faktisk gør det.

Der er kun en lille tynd imaginær linie mellem det at tænke småt, og at tænke stort. Men ofte er denne linie blevet gjort til en stor, og ofte uovervindelig mur, i vores tanker. I vores dag til dag trummerum, hvor regningerne skal betales, børnene skal passes, og alle ens andre rutine opgaver, kan det at lave ændringer, og tænke stort let komme til at se ud som en rigtig dårlig ide. Hvor finder man lige tiden til det, og pengene? Man er rigtig god til at finde på forklaringer på hvorfor det ikke kan lade sig gøre.

Og det er så også her man finder forskellen...

Succesfulde drømmere forstår at denne store mur ud imod Mulighedernes Land, rent faktisk kun eksisterer i vores tanker (overbevisninger). Hvis du ændrer din tankegang, så smuldrer muren helt væk. Så hvem siger at man ikke kan flytte bjerge (mure) med sin tro.

Akkurat som man kan beslutte sig for at der er en mur mellem en selv, og alt det man gerne vil, så kan man lige så godt tage en beslutning om at der ikke er nogen mur - overhovedet.

Det bestemmer du helt selv .

Men stadig er der mange der bliver holdt tilbage af en lille stemme der siger til dem " Ja ja - men hvordan vil du have at jeg skal komme i gang? Jeg har ikke nogen ide om hvor jeg skal begynde"

Men den bedste måde at komme i gang på, er at komme i gang. Det kan godt være at de første forsøg er klodsede, og du fejler nok en masse gange, men "so what?" Det er måden at lære på. Hvis du ikke fejler en gang imellem, så strækker du dig ikke langt nok.

Du behøver ikke at vide nøjagtigt hvad det er du gør, for hvis du ved det, så bevæger du dig rent faktisk heller ikke ud af dit kendte område - din komfortzone. De færreste opdagelsesrejsende ved nøjagtigt hvad de finder. Ellers var det jo ikke en opdagelsesrejse.

De mennesker der har fået succes i deres liv har ikke en hemmelig instruktionsbog til hvordan man får succes. De er alle startet på deres rejse, stort set samme sted som du - i alle tilfælde rent mentalt. Alt du skal have er håb, tro, og villigheden til at gå ud og lære af dine oplevelser. En villighed til at være lidt skør, nysgerrig, og til at leve med en vis form for usikkerhed. Jeg kan love dig det kan blive helt vanedannende.

Her får du nogle små tips, som måske kan hjælpe dig på rejsen ud af din komfortzone. En mini rejseguide ud i Mulighedernes Land:

1. Lad være med at se dig tilbage
På de dårlige dage kan det være en stor fristelse at kigge tilbage ind i sin gamle kendte komfortzone, og sige "hvor var det dog let at leve der inde". Det er en helt naturlig del af det at vokse. Vi har let ved at klikke tilbage i vores kendte rammer, når det hele bliver lidt for spændende.

Men du er begyndt på din rejse, og det at kigge tilbage vil kun give dig hovedpine, og bestemt ikke hjælpe dig på rejsen. Så skynd dig at kigge frem ad - ud på alt det spændende du finder der ude i Mulighedernes Land.

2. Nyd den udsigt du har
Tænk på hvor mange mennesker der bliver påvirket positivt, og hjulpet af den udvikling du er inde i. Lige meget hvad du laver, og hvad du tilbyder, så vil alle få fordele af at du vokser som menneske. Så hold dit fokus på det.

3. Begynd at visualisere en ny, større, og meget bedre dig
Jeg har ofte brugt metaforen med, at man vil være en der "går i store sko". På en eller anden måde, så hjælper dette billede mig med, at kunne forestille mig den påvirkning jeg gerne vil have på verden.

Du kan vælge et hvilket som helst håndgribeligt symbol der passer til din situation, og som viser dig hvordan du gerne vil påvirke verden, og dit liv.  

4. Husk altid på hvor lidt du ved
Det at bevæge sig ud i Mulighedernes land handler ikke om, at du ved alt fra starten. Det handler om at udvikle din evne til at prøve nyt, din villighed til at begå fejl, og til at følge din intuition, og dine instinkter. Din intuition er en meget bedre guide en nogen instruktions bog du overhovedet vil kunne finde. Den vil styre dig i den rigtige retning når du virkelig lærer at lytte til den. Den giver dig DINE LØSNINGER, og ikke alle andres.

Noget af det vigtigste for dig, eller hvem som helst der bevæger sig ud på denne rejse, er at kunne fejle med ynde. Næsten hver dag vil man opleve en form for modgang eller frustration. Ved at være bevidst om at man ikke ved det hele fra begyndelsen, og ikke ville gøre alt perfekt lige fra starten, tør man tage fat på endnu større ting. Hvis man er bange for at fejle, og for ikke at kunne gøre det helt korrekt i første hug, begrænser man sig meget.

5. Husk det er kun et spil
Det kan godt være du investerer meget i at tænke stort. Måske har du store beløb investeret i din drøm, eller måske er din risiko, at du har fortalt om dit projekt til venner og familie, som du nu bare føler venter på at du flopper.

 

Men det betyder ikke, at hele dit selvværd skal være koblet til dine resultater. Se hellere dette store projekt som et spil, for på den måde vil du have meget lettere ved at have succes. Hvis du fokuserer på at du ikke må fejle, så stiger din risiko væsentligt, for som jeg har nævnt i mine foregående nyhedsbreve, så vokser det man fokuserer på. Derfor er det bedre at fokusere på de store muligheder man har, i stedet for at fokusere på mulighederne for at det går galt.

Hvis du ser det som et spil bliver det meget sjovere, og glæde og sjov er den virkelige drivkraft i vores liv. Så hvis du ikke har det sjovt på din rejse, så skal du vælge en anden vej.

Så bare gå i gang . Træd ud af komfortzonen ved at føre dine tanker, og drømme ud i virkeligheden. Og tro mig eller ej - Du ved inderst inde nøjagtig hvad du skal gøre. Du skal bare grave ind og få det frem.

God rejse....

 

 

Kilde : http://coachacademy.dk

06-07-2013

Uge 28 - Hvem styrer den fjernbetjening, der styrer dig?


Hvor meget lader du dig egentlig styre af andre? Hvor meget lader du dig egentlig styre af andre? Hvem har fjernbetjeningen til dig?, spørger NLP coach Lena Lee Skibye.
Du kan vælge, om det er dig, der skal bestemme, hvilken kanal, du vil sende på.

Mon ikke de fleste kender det der med, at en irriterende chef, kæreste, kollega, mor eller noget helt femte, bare kan få en helt op i det røde felt? Af uforklarlige årsager kan et eller andet menneske få trykket på den der knap, der betyder at man opfører sig helt rasende, bliver ked af det eller simpelthen bare ikke får sagt fra eller til. Man føler sig som en bold, der lader sig sparke rundt fra den ene fodboldspiller til den anden, uden selv at have indflydelse på, om man skal lande i målet eller stå model til et hjørnespark.

AF Lena Lee Skibye



Navlepilleri kan ændre dig
Men sådan behøver det ikke at være. Når nogle spørger mig, hvorfor man dog skal bruge tid på at sidde og pille navle – altså dyrke personlig udvikling – har jeg selvfølgelig en hel række af gode forklaringer og eksempler på, hvad det har givet mig. Men inden, jeg giver en god grund her, så lad mig dog understrege, at ”man ikke behøver bruge tid på navlepilleri”. Det er man fuldstændig fri til selv at vælge, men personligt kan jeg ikke lade være, fordi mange ting i mit liv er blevet forandret, siden jeg gik i gang.

Nu styrer jeg
En af de helt store forandringer, der er sket i mit liv er, at jeg rent faktisk føler, jeg har taget fjernbetjeningen hjem til mig selv. Selvfølgelig kan forskellige mennesker stadig provokere og tricke mig, men jeg føler, at jeg i dag har fået et friere valg i forhold til, hvordan jeg vælger at håndtere de udfordringer, jeg møder på min vej.

Før kunne jeg brug kilovis af energi og ikke mindst minutter af mit liv på at tænke over, hvad andre gjorde, sagde, ikke sagde og hvad de burde gøre. Når man har en mening om, hvad andre bør gøre, medfølger også en god rum tid, hvor man kan være træt af, at andre mennesker faktisk slet ikke gør det, som man havde tiltænkt dem, og dermed en pæn portion skuffelse over, at omverdenen ikke fulgte mit manuskript og i den grad ikke kunne tankelæse, de egenskaber og intentioner, jeg havde tillagt dem.

Sæt dig i den andens sted
En simpel øvelse, der blandt andet har hjulpet mig godt på vej til at koncentrere mig meget mere om mig selv end de andre, er at arbejde med positioner. I virkeligheden er den så banal, at man faktisk bliver et skeptisk over, om det overhovedet kan gøre nogen forskel.

Helt enkelt handler det om at forestille sig den person, man har det svært med. Dernæst indtage modpartens position og så forstille sig, hvilke tanker, følelser, overbevisninger og intentioner vedkommende har i forhold til det han/hun gør. Kig især efter de positive intentioner – for det har ethvert menneske, uanset hvad han/hun gør. Dernæst tilføjer man en tredje position. En udenforstående, neutral person, som kan se dig selv ude fra og den relation, du har til eksempelvis din chef, hvis det nu er ham, du lige skal have parkeret et godt sted. Øvelsen er naturligvis mest effektiv, hvis den gennemføres assisteret af en coach, som kan spørge ind til de helt rigtige tanker og følelser.

Hvilke knapper skal der trykkes på?
Dette er kun et enkelt eksempel på, hvordan man kan ændre på sin opfattelse af mennesker og situationer omkring sig. For det er umuligt at ændre på virkeligheden, men derimod helt og aldeles muligt at ændre på, hvordan man selv tænker og tror om alt det, der omgiver en.

Og dermed tilbage til pointen om fjernebetjeningen. For ved selv at tage kontrol over egne reaktioner på andre mennesker, kan du sætte dig selv fri og dermed slippe for, at andre mennesker trykker på de knapper, du ikke bryder dig om at få aktiveret og dermed slipper du for at køre over på kedelige kanaler, som intet godt bringer med sig.
Har du et par mennesker i dit liv, du godt kunne tænke dig at få parkeret, så du kan bruge din energi på noget mere konstruktivt?

Gode råd til at arbejde tage fjernbetjeningen hjem til dig selv:

1) Spørg dig selv, hvilken positiv intention modparten kan have.

2) Hvad mon der driver ham/hende til at gøre/sige/handle som han/hun gør.

3) Forsøg at indtage en neutral position. Hvad ville en udenforstående helt objektivt opfatte, hvis han så jeres samtale og samvær.
30-06-2013

Uge 27 - Kom godt afsted på ferie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pak kufferten med realistiske forventninger til ferien, anbefaler psykolog Ingrid Ortmann …

Refleksioner og gode råd til en rar og afslappende ferie

Sommerferien står lige for døren. Mange af os har frygtelig travlt med at blive færdige med arbejdsopgaver, der skal være færdiggjort inden ferien. Privat er der, for børnefamilier, masser af sommerferiearrangementer i skoler, fritidsordninger, daginstitutioner, sportsklubber osv. Og som gode forældre møder vi naturligvis op til alle afslutningsarrangementerne, og måske har vi endda indvilget i at bage pølsehorn eller kage til afslutningen..

For de fleste af os, er der også en hel stribe praktiske gøremål, der skal klares, inden vi kan komme af sted på den længe ventede ferie. Der skal styr på, hvem der passer kæledyrene og blomsterne, hjemmet skal være i orden, så alt er pænt når vi kommer hjem, avisen skal afbestilles, og er der gamle og syge i familien, skal planer koordineres, så man trygt kan tage af sted ... Listen af gøremål kan være lang, og det hele skal klappe og klares på kort tid, og det kan gøre tiden op til sommerferien til en rigtig stressfuld periode. 

Vi gør, hvad vi kan for at holde dampen oppe og humøret højt, og tænker med forventning og glæde på, at dagen endelig oprinder, hvor vi kan slippe tøjlerne og drage af sted til det planlagte feriemål. Desværre er det ikke ualmindeligt, at man kan opleve, at ferien ikke starter helt, som man havde drømt om. For det kan være rigtig svært, at slippe den stressede hverdag, og det kan tage tid, at finde ro til bare at nyde ferien og slappe af – også selvom det er dét vi mest af alt har brug for. 

Hvis du ved, at du har svært ved at geare ned, så kan det være en rigtig god ide, at forsøge at tage toppen af stressen inden ferien:

7 gode råd til at komme ned i gear inden ferien 

1. Hvis det er muligt, så kan det være en rigtig god ide, at have nogle dage hjemme inden man rejser på ferie. Her vil du have tid til, at geare lidt ned, få arbejdet lidt på afstand og finde ro og balance.

2. Tag en snak med hele familien om, hvad der er afslapning for den enkelte på ferien: Skal vi alle være sammen hele tiden, eller har nogen behov for at være lidt alene? Det kan være en god ide, at få sat ord på, så alle er enige om, at det ikke skal opfattes negativt eller som et ønske om at være fri fra familien, bare fordi man gerne vil have lidt alenetid.

3. Lav evt. en aftale om, at der skal være nogle pauser fra de elektroniske medier i løbet af dagen, som så er reserveret til fælles tid. Tid til at være nærværende og evt. lave nogle sjove, afslappende aktiviteter sammen.

4. Det vil fremme en indre følelse af glæde, hvis I har nogle stillestunder i løbet af ferien, til bare at ”dovne” og gøre ingenting. Glæden kommer af sig selv, ved at være i ro og balance.

5. Husk ferien ikke er noget maratonløb, hvor det drejer sig om at have set flest mulige museer og kirker, osv., men at der er tid til at nyde alle oplevelserne sammen eller hver for sig og med gode pauser imellem oplevelserne.

6. Det er vigtigt, at man, inden man tager på ferie, har realistiske forventninger til, hvad der kan opnås under ferien. F.eks. hvis man har brug for at reparere lidt på et forsømt parforhold, skal man nok ikke rejse ud sammen med bedsteforældre eller hele familien. At være sammen med flere generationer vil kræve meget opmærksomhed for at opfylde alles behov. Eller hvis man er på ferie med en større børneflok i forskellige aldre, så er der nok heller ikke megen tid til romantik eller dybe samtaler i fred og ro. 

7. Og endelig: Forvent ikke, at mere dybtliggende problemer i en familie løses på en ferie. Tværtimod kan problemer der klares i en struktureret hverdag derhjemme, ofte blive mere tydlige, når man er sammen hele dagen uden de sædvanlige gøremål. Aftal på forhånd, at den slags problemer må tages op og tages hånd om, når I kommer tilbage fra ferie. 

I håb om, at I alle får en skøn og dejlig ferie, som lever op til de realistiske forventninger, I har med i kufferten, ønskes I alle en god ferie og en god sommer.

Kilde : Psykolog Ingrid Ortmann

23-06-2013

Uge 26 - MOSO BAMBUSPLANTEN

Måske har du - eller nogen du kender oplevet, at gå i stå mens du var ved at lære noget. Denne blokering kan du sammenligne med en kinesisk bambusplante som kaldes for MOSO:

 

I et område i Kina finder man nogle bønder som dyrker en særlig bambusart. Man kan se og følge hvordan bonden ihærdigt og dagligt arbejder på sin mark. Han har plantet et lille bambusfrø. Efter han har dækket det omhyggeligt til, vander han og plejer det. Han vander, gøder og pusler om den, - men det ser ikke ud til at gro!

 

 

Han fortsætter med sit daglige arbejde i det næste halve år, hele året, det næste år med. Det kan han fortsætte med igennem 5 år, - uden at bonden ser noget resultat, den ser ud som da den blev plantet.

 

Pludselig bryder planten igennem - og vokser og vokser. Og indenfor 6 uger vil planten vokse sig 30 meter høj. l alle disse år, hvor bonden ikke så noget resultat af planten over jorden, dannede planten sit rodnet, som er kæmpestort. Den gjorde sig klar til sit store gennembrud.

 

Læring :

Ligesådan udvikler mange mennesker sig. At danne et godt og solidt rodnet og klargøre ens tanker og tvivl kan godt tage tid. Men der vil komme fremskridt. Og når det sker, kan det godt blive lige så pludseligt og synligt, som når den kinesiske bambusplante bryder igennem og vokser sig stor. Måske har du selv følt dette overfor din ægtefælle, søn eller datter, - en medarbejder eller en ven. Du har måske haft svært ved at forstå, hvorfor en person ikke kom videre, når vedkommende nu havde kimen og godt kunne.