En dag bad en lærer sine elever skrive navnene på deres medstuderende ned på 2 stykker papir - de skulle levne noget plads mellem hvert navn. Hun bad dem tænke på det bedste, de kunne sige om hver eneste medstuderende, og skrive dette ned under den enkeltes navn. Det tog klassen resten af timen.

Da de forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave.

Den følgende lørdag skrev læren til hver eneste elev en liste, hvor der stod hvad de andre elever havde sagt om personen. Om mandagen gav læreren hver enkelt elev hendes eller hans liste. Inden længe smilte alle eleverne.

"Virkelig" hørte hun hvisket. "Jeg vidste ikke at jeg betød så meget for nogen" og "Jeg vidste ikke de andre kunne lide mig så meget" var de fleste kommentarer.

Ingen nævnte senere disse lister. Hun vidste ikke om de viste eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød ej heller noget.

Opgaven havde haft den effekt hun ønskede. Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden. Gruppen begav sig videre.

Mange år senere, en af eleverne blev dræbt i Vietnam, og læreren deltog i begravelsen, af netop denne specielle elev. Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så, så smuk ud og så voksen ud også.

Kirken var fyldt med hans venner, en efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Læreren var den sidste der velsignede den døde i kisten.

Netop som hun stod der, kom en af de soldater der var med til at bære kisten hen til hende. "Var du Marks matematiklærer?" Hun nikkede "ja" Så sagde han: "Mark talte meget om dig".

Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen. Marks mor og far var der også, helt tydeligt ville de gerne tale med hans tidligere lærer. "Vi vil gerne vise dig noget" sagde hans far, mens han tog sin tegnebog op af lommen. "De fandt dette på Mark da han blev dræbt. Vi tænkte du ville genkende dette".

Mens han varsomt foldede to stykker papir ud, papir der tydeligt var blevet tapet sammen, pga. sliddet af de mange gange det havde været foldet og sammen. Læreren vidste uden at se papiret, at det var det samme papir hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting kammeraterne havde haft at sige om Mark.
"Tusind tak fordi du gjorde dette" Sagde Marks mor. "Som du kan se, så skattede Mark det meget højt."

Alle Marks kammerater samledes omkring hende, Charlie smilede skævt og sagde, "jeg har også stadig min liste, det ligger øverst på mit skrivebord derhjemme." Chucks hustru tilføjede, " Chuck bad specielt, om at dette blev indføjet i vores bryllupsalbum." "Jeg har også mit, det er I min dagbog"

sagde Marilyn.en anden klassekammerat sin lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for gruppen., og sagde stolt "Jeg har det altid med mig, jeg tror vi alle har gemt vores liste."

Da satte læreren sig endelig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen.

Størstedelen af mennesker af i dag opfører sig som om de har glemt at livet en dag stopper. Ingen af os ved hvornår denne dag kommer. Så vær sød, fortæl de mennesker du elsker og synes om, at de er specielle og vigtige.

Fortæl dem det inden det er for sent.

Husk, du høster hvad du sår.

Må din dag være god, dejlig og speciel, nøjagtig som Du selv er.

Vores liv ligner egentlig sportsfolks liv meget, for deres liv er ikke kun kampen hver søndag. Det er kun toppen af isbjerget. Der skal trænes meget mere hver eneste dag. Forberedelsen før præstationen er der hvor man ”tjener” til succesen.

Du vil heller ikke få meget her i livet ved bare at vente på det. Det gælder vægttab, et nyt job, forfremmelsen eller noget andet.

Hver eneste dag er træning og uddannelse - også for dig.

Jeg har tidligere haft en tendens til at bebrejde andre for mine problemer, og sige ”Hvorfor lige mig?”

Men jeg har lært, at der ikke er noget der hedder ulykker i livet. Alt har et formål, og det er en lang række af valg der har gjort, at vi er der hvor vi er lige nu.

Mit og millioner af andre menneskers liv er ikke blevet bedre, før vi indså at alle fordele kræver en eller anden form for ”betaling”.

Akkurat som en butik kræver penge for sine varer, så kræver dit liv også at du gør en indsats, og yder offer for at få gevinsten.

Men heldigvis så er dette ”offer” normalt kun inde i dit hoved, og offeret tager ikke noget FRA dig. Det får dig rent faktisk til at VOKSE. Livet giver dig mere end du giver ud. Der er ingen ofre her. Livet handler om at lære.

Som barn skal vi lære at kommunikere, og gøre en masse ting. Efter skolen og efter at vi flytter fra vores forældre, så stopper mange af os med at lære.

Hvorfor? Livet er en skole, og vi bliver aldrig færdige med det. Holder vi op med at lære, så bliver vi bare ved at gå i samme klasse, og få de samme lektioner, om og om igen. De samme problemer igen, og igen, indtil vi fatter det.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så tag en beslutning nu om, at lære hvad der skal til for at ændre dit liv, til det du gerne vil have det skal være.

Lær at livet ikke vil forandre sig og blive bedre, før du begynder at smile, og indse at hvert eneste problem du har i dit liv, ikke skyldes hvem du har mødt, hvad andre har gjort mod dig, hvor du bor, og hvem du er gift med…

Problemerne begynder når du er i en situation, og reagerer forkert på den. Problemet er altså DIN reaktion på situationen – ikke situationen.

Shakespeare sagde: ”Intet er godt eller dårligt – det er vores tanker der gør det.”

En situation eller en begivenhed har ingen mening for os, før vi giver den en. Så hvorfor ikke give det en positiv mening. Det bestemmer du jo i sidste ende selv.

Så smil og fokuser på hvilke fordele du vil få i dag hvis du virkelig bringer entusiasme, og positiv indsats ind i de situationer du kommer ud for.

Jeg ved godt det er hårde fakta, men jo længere tid det tager for os at indse dette, jo flere gange ”dumper” vi, og må opleve de samme problemer igen, indtil vi lærer at reagere korrekt.

Hvornår vil du op i næste klasse?

fra www.coachacademy.dk

Der var engang to håndværkssvende, der kom til en lille by for at søge arbejde.

De spurgte sig begge for om byen og dens indbyggere.

Men de fik begge det råd at gå ud at spørge en klog kone,

der boede i udkanten af byen.

Den første svend traf konen ved hendes lille hus og spurgte:

- Hvorledes er folk her på egnen ? -

Da spurgte den gamle kone svenden:

- Hvorledes var folk dér, hvor du kommer fra ? -

- De var smålige og selviske, sladdervorne og enhver havde nok i sig selv -

svarede den første håndværkssvend.

- Du vil nok finde folk ligesådan her - sagde den gamle kone.

Den anden svend traf ligeledes konen ved hendes lille hus og spurgte:

- Hvorledes er folk her på egnen ? -

Den gamle kone spurgte ham:

- Hvorledes var folk dér, hvor du kommer fra ? -

- De var flinke og venlige, altid villige til at give en hjælpende hånd -

svarede den anden håndværkssvend.

- Du vil nok finde folk ligesådan her - sagde den gamle kone.

Hvilke folk tror du, at du vil finde ?