Uge 6 2014 : Vinter OL i personlig vækst
OK. Jeg er nok ikke verdens største Vinter OL fan: jeg indrømmer det. Fjernsynet kører ikke i døgndrift, og jeg har ikke styr på hvem der har vundet flest medaljer.
Noget har jeg dog bidt mærke i: Mest fordi det slog mig, hvor det hænger sammen med hverdagen privat og professionelt. Det aktiverede min indre OL-spirit, og inspirerede mig til lige at slå hjernen til en ekstra gang.
Jeg taler selvfølgelig om faklens vej til OL – og om Fanebærerne.
Metaforen med faklens vej til OL er smuk. Den er årelang og involverer en fantastisk stor gruppe mennesker og spreder sig, ikke bare mentalt men også geografisk til store dele af kloden: Alle der rører faklen undervejs, er en del af OL – og ethvert land, region, egn og by, der oplever faklens skær, er en del af noget historisk.
Det samme gælder fanebæreren for OL-teamet: Her er virkelig én, der i ordets bogstaveligste forstand, går forrest. Lader vi analogierne til garnisoner og traditionel krigsførelse i øvrigt ligge, har vi en frontløber – én, der markerer at ”nu kommer vores hold; vi er her for at vinde – og vi er stolte over at vise flaget”.
Og så hjem igen. Vise flaget. Hvem arbejder du for? Eller hvad? I generationer har flaget været et nationalt symbol for mennesker i hele verden. Hære har endda deres eget flag, helt ned til mindst enhed eller specialstyrke. Det er ligesom når visse egne eller landsdele laver deres eget flag, næsten som et sub-domæne, for nu at overføre det tid nutidens slagmarker. Særligt adelige familier har i århundreder haft deres eget våbenskjold. Og skotterne deres klan-tern, symboliserende deres særlige æt.
I dag går vi mest op i ”logoer” og ”mission statements”. Vi leger at det er en nymodens ting, og lader som om vi er moderne, når vi taler om det. I virkeligheden forsøger vi bare at besvare de to spørgsmål: Hvem arbejder du for (hvilket hold tilhører du) og Hvad arbejder du for (hvad er opgaven egentlig?) Det er stadig en form for signalflag, det hele handler om, når det kommer til stykket.
JEG har besluttet mig til, at jeg vil være fanebærer. Ikke bare for en dag eller en særlig begivenhed, men sådan, i det hele taget: Jeg har flere faner på lager, så selvfølgelig kan der visse dage være et, det hænger højere end de andre. Ingen faneflugt og vendekåberi her: Næh, du: Flagene skal hænge sammen. Mit grundlæggende flag skal være begejstringens. Og ved siden af det, vil jeg så have en stribe tillægsflag, som skal vejre som livet udfolder sig. Jeg vil med stolthed bære mine faner højt og inderligt.
AKTION POINTS:
Hvilke faner er dine – og hvilke af dem, syntes du kunne trænge til at blive hejst lidt mere eller oftere?
Hvad skal der til, for at du og dine (nærmeste eller medarbejdere) får endnu mere lyst til at vise DERES flag?
Hvad kunne du gøre I DAG for at styrke sammenholdet med dem omkring dig, hvis du virkelig ville?