18-11-2012

Uge 47 - Jeg har ikke tid

 

 

 

 

Her er lidt at spekulere på:

 

 

 

MIN TIPOLDEFAR arbejdede i 12 timer daglig - også lørdag. Det var en arbejdsuge på 72 timer. Ved siden af passede han en have med et lille hus, var kasserer i skyttelauget, strålefører ved det lokale brandværn, tenor og nodeskriver i sangforeningen. Han klippede selv sine 6 børn, forsålede familiens fodtøj, kløvede 8 kubikmeter brænde til vinteren, samt lavede det meste husgeråd selv.

MIN OLDEFAR var kommet, ned på en arbejdstid på 54 timer. Han overtog haven og var også strålefører. ligeledes var han medlem af skytte lauget, og i sangforeningen var han baryton. Men han havde ikke tid til hverken at være kasserer eller nodeskriver. Han klippede heller ikke sine 4 børn, og hans brændselshugst indskrænkede sig til 1 kubikmeter, fordi han var begyndt at fyre med kul. Husgeråd var da noget man købte.

MIN FARFAR arbejdede 48 timer om ugen. Også han var havemand og medlem at skyttelauget. Men han havde hverken tid til sang eller frivillige tjenester i brandvæsenet. Hans 2 børn gik til frisøren. Brændselshugst til vinteren? Nej, men han lavede lidt husflid nu og da.

MIN FAR er traditionstro og derfor medlem af skyttelauget, men han kommer der aldrig. Han har opgivet familiehaven. Den betaler sig ikke længere, og han har ingen børn hjemme. Brændsel og kul til vinteren? Næ, han har fået elvarme. Hvordan skal han ellers få tid til noget som helst i vor forjagede tid. Han arbejder jo trods alt 45 timer om ugen.

OG JEG? Jeg har overhovedet ikke tid til noget. Ikke tid til at synge og slet ikke til frivillig tjeneste. Hvordan skulle det dog gå til med en så opslidende lang arbejdstid på 37 timer om ugen?