15-07-2012

Uge 29 - Hvis bare......

Hvis bare...
Succes er noget der opstår, og fordi det er det, er det bare at vente på det sker. På det helt rigtige tidspunkt var jeg netop det rigtige sted, og så skete succesen.

Så vi venter... og venter...og venter. Og hvis det så undtagelsesvist skulle ske at muligheden rent faktisk opstår, er det netop i det øjeblik, at det går op for personen at det er for sent. Succes er ikke en mulighed, der bare opstår. For når muligheden opstår, er det for sent at forberede sig.

Succes er noget du skaber
Noget du forbereder dig på. Præcis som da den tidligere femdobbelte verdensmester i Moderne Femkamp Eva Fjellerup, der efter endnu ét af hendes verdensmesterskaber udtalte ”des mere jeg træner des heldigere er jeg”. Sagt med et glimt i øjet og en kraftig hentydning til, at god forberedelse øger sandsynligheden for succes betragteligt.

Læringen er, at der er en naturlig følge af din adfærd. Lang, dedikeret og grundig forberedelse vil lede dig direkte ind i en skøn zone af ”forhøjet risiko for succes”. Det vil ligefrem være svært at undgå. Malcom Gladwell skriver om det i bogen ”Outliers”, hvor han taler om 10.000 timers lang og dedikeret træning. Atleterne kender alle til det, og det samme gør alle andre, som har nået succes.

Så drop ”hvis bare...” attituden!
Hvis bare jeg får chancen. Hvis bare jeg får penge til projektet. Hvis bare jeg bliver forfremmet. Hvis bare jeg bliver en del af projektet. Alle disse ”hvis bare” er intet værd, hvis ikke de akkompagneres af grundig forberedelse.

Succes bliver den naturlige følge af dine forberedelser. Heldigvis, for så er det jo det hele værd.

 

Se klip fra You Tube: Beatles og Bill Gates. 10.000 timer med dedikeret arbejde...http://youtu.be/pIYUMwxKFzo

Kilde : www.ticket2learn.com