17-08-2014

Uge 34 2014 : 10 lykkevaner

Lykken er hverken gods eller guld. Den kommer indefra, siger psykolog Kisser Paludan, der kan lære os at gi' slip på den evige jagt efter lykken og i stedet få nye lykkevaner. Læs om Kisser Paludans ti lykkevaner her.

 

 

Livsglæde? Det er som en muskel, vi kan træne stærkere. Uanset hvilke livsbetingelser, der er til stede i livet. Og uanset hvilke undskyldninger, vi disker op med, siger psykolog Kisser Paludan.

Og undskyldninger er der ellers nok af, og du kender dem måske?
Kalenderen er proppet, pulsen høj, du er stresset, travl, ked af det, udfordret, træt … alt muligt. Det kan der rettes op på, siger Paludan.

Og det handler om, at fokusere. På det gode, vel at mærke. For hvis du fokuserer på din glæde, din succes og din frihed, vil det vokse – og dét kan du træne dig til, siger psykologen. der disker op med inten mindre end '10 lykkevaner':

#1. Vær taknemmelig
Når vi fokuserer på det, der allerede fungerer og det, som vi ønsker mere af i livet, vil vi også tiltrække mere af det.
Praktiser dagligt taknemmelighed over det, du glæder dig over i dit liv. Gør det til en vane at gennemgå i dine tanker, eller at skrive mindst 3 ting ned hver aften, som du har været taknemmelig over i løbet af dagen. Selv på de værste dage er der noget at være taknemmelig over.

Jeg har indarbejdet den vane, at jeg - lige inden, jeg lægger mig til at sove - gennemgår de, ting jeg er takemmelig for i mit liv. Det kan være ting, som vi ofte tager for givet, som at jeg har en sund og rask familie, og det kan være ting, som jeg har oplevet i løbet af dagen eller generelt er taknemmelig over. Det er en dejlig måde at falde i søvn på!

#2. Elsk din næste ...
Sørg for, at dine relationer er positive og understøtter din udvikling og lykke. Lad dine relationer være givende og bidrag til dine kæres liv med støtte  og nærvær.

Husk at lykke smitter. Vi bliver mere glade, rolige og afslappede sammen med lykkelige mennesker. Læg mærke til, hvilke relationer, der giver energi - og hvilke, der tager energi. Tænk over, om der er balance i dine relationer.
Tænk også over, hvilke mennesker du kender, der er lykkelige. Hvad gør de? Hvordan er de i livet? Hvad kan du lære?
Øv dig i at give til andre uden tanke for, hvad der kommer tilbage. Det, du giver ud, vil komme tilbage,- måske ikke fra den samme kilde, men det vil komme til dig.

#3. Mindfullness og flow
Mindfullness,- at være helt tilstede i nuet fremmer livsglæden. Fremtiden og fortiden er jo blot begreber,- nuet er det liv, vi har. Vores liv udfolder sig her og nu, og det er derfor fremmende for lykken at øve dig i at være helt tilstede i nuet. Mindfullness handler om at lære at være bevidst opmærksom i nuet, så du slipper alle dine automatiske tanker, der som regel har travlt med at dømme og evaluere alt i livet. Når vi slipper vores dømme og bare er, er vi til stede på en åben og bevidst måde, der giver stor livsglæde.

Sæt tid af hver dag til at synke ind i nuet,- vær helt til stede. Lyt til lydene omkring dig, mærk din krop, vær lige nu. Det behøver bare at være nogle minutter, hvor du stopper med det, du laver og mærker livet.
Flow handler om at være fuldt og helt opslugt af en aktivitet, – om total fokuseret motivation, som vi f.eks. oplever når vi er optaget af en opgave, der har vores fulde opmærksomhed og interesse, og som kræver at vi er helt til stede i det, og giver det vi har for at løse den. Sørg derfor for at fylde dit liv med masser af aktiviteter, der giver flow ,- og lykke.

#4. Nyd det!
Nydelse,- det at være i stand til virkelig at nyde noget, er en af de vigtigste bestandele i forhold til, hvad der gør os mennesker lykkelige. Forskere definerer nydelse som alle tanker eller former for adfærd, der kan “skabe, forhøje og intensivere glæde”. Forskning viser, at mennesker, der er i vane med at nyde, er mere udadvendte, selvsikre, tilfredse og mindre neurotiske.

Prøv at finde en ting i din hverdag, som du kan øve dig i at finde nydelse i. Det kan være en ting, du altid gør, men glemmer at være tilstede i. Morgenbrusebadet, turen med hunden, en velafsluttet opgave på arbejdet, madlavning, en samtale. Beslut dig for at øve dig én gang om dagen og du vil opleve hvordan du med øvelse vil kunne lade nydelsen strømme ud i mere og mere af dit liv.

#5. Motion ... og godt med søvn!
Der findes ingen bedre medicin end den, du allerede har inde i hovedet. Hvert sekund foregår mere end 100.000 kemiske reaktioner i din hjerne, og hjernen indeholder et naturligt apotek af lykkefremmende stoffer,- bl.a. endofiner (virker smertestillende og er 3 gange stærkere end morfin), dopamin (fremmer vågenhed og glædesfølelse), oxytocin (tilknytningshormon) og seretonin (der virker angstdæmpende og depressions lindrende).

Ved fysisk aktivitet adskilles serotonin og endofiner, -motion kan derfor ses som hjernens naturlige lykkepille, – derfor ... gør det!
Jeg har set klienter, der nærmest har løbet sig ud af depressioner (ok,- det er måske meget sagt, men det er en stor hjælp). Desuden styker motion kredsløbet, der giver god blodgennemstrømning og aktivitet i hjernen. 

Rigtigt mange mennesker får ikke den søvn, de har brug for,- vi har for travlt. En undersøgelse fra 2004 viser, at en god nats søvn har større betydning for vores lykkefølelse end ægteskabelig status og husstandindkomst. Den gamle ayurvediske behandlingstradition siger, at en times søvn før midnat svarer til to efter midnat. At sove før midnat og at sørge for at få nok søvn er en vigtig lykkevane at få indarbejdet i sin hverdag. Husk, at det er et spørgsmål om prioritering. Hvis du ikke er overbevist, så gør forsøget i en uge og se, hvad der sker. Jeg lover, at du vil føle større overskud og glæde.

Mailcoaching med Kisser Paludan! Lige nu sparer du 20 %!

#6. Spiritualitet og religion
En af de ting, der topper højest på lykkelige menneskers liste, er tro. Mennesker, der er er religiøse eller spirituelle, føler sig, ifølge undersøgelser, mere lykkelige end andre. Troende er også generelt sundere og lever længere med en bred vifte af sygdomme. Måske handler det om, at man i religiøse fællesskaber (i kirken, synagogen, moskeen mv.) har større støtte i hverdagen og i særdeleshed omkring svære ting i livet. Det giver glæde og styrke at være sammen med mennesker, der deler både vores egen tro og også de vigtigste sociale og politiske værdier.

Det sociale fællesskab og den følelse af tilhørsforhold og samhørighed er formentlig en del grunden til den forskel, der kan ses i lykkeniveauet fra troende/ikke troende. Også følelsen af at være i kontakt med Gud eller det guddommelige univers giver en følelse af at være en del af noget større, af mening, tillid og kærlighed.

Du kan føle dig forbundet med det guddommelige på mange forskellige måder. Du kan f.eks. meditere eller bede eller lav evt. dit eget lille alter. Stil lys, måske en religiøs figur, symboler, billeder af dine kære eller bare billeder, der gør dig glad, friske blomster mv., og brug hver dag et øjeblik eller længere til at takke for dit liv og mærke den del af dig, hvor du er forbundet med det guddommelige.

#7. Elsk dig selv
Noget af det, der spænder allermest ben for et lykkeligt liv, er vores følelse af at være gode nok,- at have fortjent et lykkeligt liv,- at have fortjent, at vi gør alt det gode for os selv, der giver os et lykkeligt liv. Mange mennesker hænger fast i tanker og handlinger, der udtrykker, at vi ikke elsker os selv. Hvis du f.eks. er i forhold eller på et job, som du egentligt trives i,- hvis du ikke passer på din krop og dit sind,- så siger du indirekte til dig selv, at du ikke er mere værd. Sørg derfor for at vise dig selv, at du elsker dig selv  ... både med dine tanker, ord og handlinger.

Hvis du virkelig lærer at elske dig selv præcis som det menneske, du er (og det kan du lige så godt- du er præcis som du skal være), så vil andre også elske dig og du vil have lettere ved at skabe et lykkeligt liv for dig selv.


#8. Vær opmærksom på dine tanker
“Du er det, du tænker på hele dagen” (Dr. Robert Schuller).

Vores tanker spiller en afgørende rolle i forhold til vores livsglæde.
Du kan ikke nødvendigvis stole på dine tanker. Vi tænker mange tanker, der ikke er sande, men vi er så vant til ikke at stille spørgsmålstegn ved vores tanker, at vi slet ofte ikke engang lægger mærke til, hvad vi egentligt tænker. Begynd at lægge mærke til dine tanker,- sæt spørgsmålstegn ved det, du tænker,- måske er det ikke sandt. Vær opmærksom på, at det bare er tanker,- du er ikke dine tanker.
Vær opmærksom på at lade dine tanker være som dine bedste venner. Lad dem være støttende, kærlige, tillidsfulde og modige. Når du fanger dig selv i at tænke negative tanker, eller når dine tanker holder dig fast i fortiden eller fortrydelser, så stop dem,- skift spor og tænk i stedet tanker, der bringer dig videre i en positiv retning. Husk at det er dig, der tænker dine tanker,- de er dit ansvar og kun du kan ændre dem.
Sørg derfor for at holde dit sind positivt,- tænk positive tanker, hav tillid og accept. Sørg for klart og bevidst at fokusere på tanker der fremmer din glæde i livet.

#9. Udlev dit potentiale
Lykkelige mennesker føler, at der er et formål med deres liv, – at de gør det, der er meningsfuldt for dem. Tænk derfor over, hvad der giver mening for dig,- hvad er formålet med dit liv? Hvad er du her for? Stop op og spørg dig selv; hvad brænder jeg for? Hvad er virkelig vigtigt for mig? Find frem til, hvilke elementer i dit liv, der er vigtige for dig. Hold op med at følge andres forventninger eller dine egne “burder” og begynd i stedet at gøre det du brænder for,- det, der giver dig følelsen af meningsfuldhed og tilfredshed.

Når du gør det, vil du opleve at livsglæden vil begynde at flyde i dit liv. Gør hver dag noget, der får dit lys til at brænde og mærk, hvordan energien vil begynde at flyde mere frit og skabe større glæde. Når du kender dine passioner, giver inspirationen dig udholdenhed og mod til at gøre det, der skal til for at gå på din livsvej. Et inspireret liv er et liv, der leves fra sjælen, så lad dig lede gennem dine dage af din sjæl, – lyt til, hvad din sjæl ønsker at du skal gøre.

#10. Meditation
Jeg kan ikke anbefale nok at begynde at meditere. Det er ganske enkelt transformerende, og du behøver hverken at være religiøs eller spirituel for at praktisere meditation. Folk, der praktiserer meditation, lever længere, er gladere, har lavere blodtryk, hjertefrekvens og kolesteroltal, har et bedre immunforsvar og har færre sygedage, lægebesøg og indlæggelser. Mennesker, der mediterer, har desuden bedre kontakt til deres intuition og kreativitet. Meditation giver større overskud i hverdagen, bedre overblik, større fokus, dybere bevidsthed og større livsglæde.

Sæt gerne tid af til meditation hver dag. Beslut dig for at gøre det, – det kræver en beslutning, – ellers er det svært at få integreret,- trods de store gevinster. Gør det evt. samme tid og sted hver dag. Optimalt er 20-30 min. morgen og aften, men det er vigtigere, at du får gjort det 10 min. end slet ikke. Korte meditationer vil også have virkning. Der findes utallige måder at meditere på, og du skal finde den, der passer til dig. Du kan også meditere ved havearbejde eller over opvasken.

Start evt. med meditation på åndedrættet, – og start evt. med 10-15 min,- så kan du gå op i tid, når du føler dig fortrolig med metoden. Du skal ganske enkelt fokusere på dit åndedræt som du trækker et ind og puster ud. Træk ind gennem næsen,- ud gennem munden. Når dine tanker begynder at tage opmærksomheden så vend bare roligt tilbage til opmærksomheden på din vejrtrækning. Forsøg ikke at gøre noget med dine tanker,- fokuser blot igen på din vejrtrækning.
Hvis du har brug for yderligere vejledning, så kan du evt. købe en meditations-cd’er, eller en god bog om meditation med flere forskellige teknikker.

www.kisserpaludan.dk