12-06-2014

Uge 25 2014 : Gratis guide: Sådan får du en stressfri ferie


Sommerferien nærmer sig med dejlige hastige skridt, og jeg har derfor udarbejdet en simpel guide til, hvordan du får en god og stressfri ferie. Her får du konkrete tips til, hvad du kan gøre før, og efter din ferie. Og der er flere ting, som du kan gøre allerede nu...
 

Før din ferie

  • Book 3 ugers ferie. Den første ferieuge bruger du som regel på at "slippe" arbejdet og geare ned. De sidste 3-4 dage af din ferie begynder dine tanker igen at kredse om arbejde. Hvis du holder 2 ugers ferie, giver det ganske enkelt for få reelle feriedage.

  • Lav en "Før min ferie" to do-liste. Lav allerede i dag en brainstorm over de ting, som du gerne vil nå, inden du drager på ferie. Skriv alt ned - stort som småt. Lav eventuelt også en liste over de opgaver, der skal uddelegeres til en kollega, inden du tager på ferie. Skab overblik allerede nu.

  • Book din sidste arbejdsdag til dig selv. Brug dagen til at komme ned i tempo og gøre dig klar til ferie. Sæt fra morgenstunden auto-reply på din mail og indtal en ferie-besked på din mobil. Undgå møder. Tag også en runde, hvor du ønsker alle kollegaerne god ferie. På den måde kommer du ud ad døren på en god og stressfri måde.  

 

 

På din ferie

  • Hold ferie i ferien. Lad computeren og mobilen blive på kontoret. Hiv stikket ud og lav noget helt andet end du plejer. Nyd at du har fri og kan bruge tid sammen med dem, som du holder allermest af.    

  • Book din næste ferie. Det behøver ikke at være en 3 ugers ferie - det kan også være en forlænget weekend. Det vigtigste er, at du har noget ferie, du kan se frem til. Uanset hvor meget du elsker dit arbejde, er det rart at have et nyt åndehul at glæde sig til.

 

 

Efter din ferie

  • Start på en onsdag. De fleste starter på en mandag, men giv i stedet dig selv en blød start og en kort uge. Har du nogle svære og komplekse opgaver, så lade dem ligge de første par dage. Lav nogle nemme ting først. Du skal lige i gang igen.

  • Book din første arbejdsdag til dig selv. Brug dagen til at få overblik og planlægge dine arbejdsopgaver efter ferien. Tjek mails, post og telefonbeskeder. Tag dig også tid til at snakke med kollegaerne, men undgå at holde møder. Brug hellere den første dag på at blive up to date

  • Hold dig fra overarbejde. Det kan være fristende at begynde efter ferien med et par ekstra lange arbejdsdage for at indhente det forsømte. Lad være med det. Hold nogle helt almindelige arbejdsdage eller tag gerne lidt tidligere fri - så føles overgangen fra ferie til hverdag heller ikke så hård. I det lange løb vil det give dig mere energi og overskud.

Kilde : dortherindbo.dk