23-02-2014

Uge 9 2014 : De små tings ledelse

Der er ledere der opfører sig som om deres behov til enhver tid og i enhver situation er vigtigere end deres medarbejderes. Og så er der selvfølgeligt også alle de andre ledere; de høflige, de venlige, de respektfulde. Dem med overskud.

Det er nemt at blive selvoptaget, fordi opmærksomheden er optaget af opgaver og resultatkrav, eller fordi man er for stresset til at have overskud til andre. Men det kan have menneskelige og organisatoriske konsekvenser, hvis ledelsen går foran med det dårlige eksempel

 

 

Af Charlotte Mandrup, Ledelsesrådgiver

 

 

Tænk at gå på arbejde og blive svinet til. Sådan rigtigt. Skældt ud, kaldt navne, hånet, nedgjort, ydmyget. Umiddelbart skulle man tro, det var noget, der hørte hjemme i en anden tidsalder, men det er – ifølge Jyllands-Posten tidligere i denne uge – hverdagen for mange offentligt ansatte. Særligt slemt er det for de medarbejdere, der har direkte borgerkontakt.

 

Sådan er det ikke i de miljøer, jeg færdes i. Jeg kan ikke mindes at have hørt nogen bruge skældsord direkte til en anden. Om en anden, ja bestemt. Men ikke sådan ansigt til ansigt. Til gengæld synes jeg, der er en ligegyldighed, kølighed og et fravær af god, gammeldags respekt og dannelse i vores omgang med hinanden i den private sektor.

 

Måske vi kan bruge påmindelsen fra de offentligt ansatte til at opgradere vores professionelle omgang med hinanden i de private virksomheder.

 
 
Som med alle andre kulturtræk i en virksomhed, er omgangstonen kraftigt påvirket af ledelsens adfærd. Meget mere end af de til tider helt meningsløse værdiord, som alle virksomheder har hængende i kantinen og på hjemmesiden.

 

Der er ledere der opfører sig som om deres behov til enhver tid og i enhver situation er vigtigere end deres medarbejderes. Hvilket naturligvis blot betyder, at medarbejderne finder andre måder at hævde sin status på.

 

Der er ledere, der har været på kurser i aktiv lytning, men som ikke er blege for at svare en telefon midt i et møde. Hvormed det bliver gældende praksis, at det er ok at svare telefon i møder og fysiske samtaler, hvilket ikke alene skaber en disrespektfuld stemning, men også er et eklatant effektivitetstab. Et menneske, der sidder med tomme hænder og afventende hjerne, mens chefen taler – er et uproduktiv menneske.

 

Der er ledere, der hverken kender receptionistens navn, anerkender HR-assistentens indsats eller er klar over, at kokkens søn er alvorligt syg. Hvilket blandt andet bidrager til at understrege hierarkiet og giver gode vækstvilkår for angsten.

 

Der er ledere, der taler åbent og negativt om medarbejdere, kolleger, chefer, kunder og konkurrenter og dermed vedligeholder behovet for taktiske spil, fjendebilleder og – igen – angst. Angsten for en dag at blive genstand for bagtalelsen og dermed bliver blive stødt ud af fællesskabet. Så er der selvfølgeligt også alle de andre ledere; de høflige, de venlige, de respektfulde. Dem med overskud.

 

Måske manden, der tordner ned ad trappen med mobilen for øret, ikke ser mig komme opad og derfor tvinger mig ind til siden, bare er uopmærksom. Måske kvinden, der smækker porten for næsen af mig, er så stresset, at hun ikke kan tænke på andet, end hvordan hun skal nå at handle, hente og lave mad, før hun segner.

 

Uanset om den selvoptagede adfærd stammer fra uopmærksomhed eller stress, så er det en farlig spiral. Manglende respekt og interesse for andre rammer os selv både i form af tilbagebetalingen og konsekvensen, men også fordi det er tørt og fattig ikke at have en venlig og høflig omgang med andre. Der er så meget i livet, vi ikke kan kontrollere, så meget vold og uro og usikkerhed – men små daglige doser af venlig høflighed, det kan vi kontrollere.

 

 

Det er så lidt, der skal til for at ændre en kølig, småirriteret hverdag til en varmere og bedre. En lille indsats giver glæde og skaber præcedens i virksomheden. Det handler i essensen om at give i stedet for at tage, at være gavmild og tillidsfuld i stedet for at forsvare sin ret og sit territorium. At acceptere at kloden er lille, og at vi er mange, og at det hele går nemmere og er rarere, hvis vi er lidt mere smidige og viser lidt mere hensyn. For eksempel:

 

  • Undlad at tale i telefon foran andre. Gå ind i et andet rum, udsæt samtalen eller – hvis det ikke er muligt – træk hen i et hjørne af rummet.
  • Hvis du absolut skal tale i telefon i det offentlige rum, så sænk i det mindste stemmen.
  • Kend receptionistens navn, smil til kontrolløren ved Storebæltsbroen, sig tak til kantinedamen, giv julegaver til rengøringspersonalet.
  • Ønsk tillykke eller kondoler, når det er aktuelt.
  • Kom til tiden (denne her er virkeligt til mig!), vær diskret hvis du er nødt til at se på uret, vær i det hele taget gavmild med din tid.
  • Vis respekt vedat holde døren, trække stolen ud, lade andre gå foran, rejse dig når du giver hånd.
  • Giv plads i elevatorer, på trapper, i korridorer.
  • Lyt, i stedet for at tænke over hvad du vil sige bagefter eller på noget helt andet.
  • Undlad at gentage dig selv, at afbryde, at fortælle for meget om dig selv. Respekter andres blufærdighed.
  • Vær diskret; omtal aldrig medarbejdere, kunder, kolleger, konkurrenter ved navn i kantine, på restauranten eller – endnu værre – over telefonen i toget.
  • Tal ikke dårligt om kolleger, medarbejdere, kunder og slet ikke konkurrenter.
  • Sig tak så tit så muligt og undskyld, når det er påkrævet. Gerne oftere.
  • Vær venlig.