29-01-2012
Uge 5 - Så hvem er du? Hvor er du på vej hen i dit liv? Og hvad skal du dér?
Et sted i zarens Rusland lå engang en lille landsby. I landsbyen var der en lille kirke, hvor landsbyens præst holdt gudstjenester for menigheden. Et stykke vej derfra – på den anden side af floden - lå en
anden lille landsby. Denne landsby, nabobyen, havde ikke nogen kirke, og landsbyen havde derfor heller ikke sin egen præst.
Præsten fra vores lille landsby rejste derfor med jævne mellemrum til nabobyen for at forrette gudstjeneste for menneskene der, så de også fik mulighed for at høre og lade sig inspirere af guds ord. Da landsbyen
ikke havde nogen kirke, blev de religiøse ceremonier holdt på byens lille rådhus, som altid var fyldt til sidste plads.
Der var et pænt stykke vej mellem de to små byer, som præsten måtte tilbage-lægge til fods. Nu havde præster den gang god tid, så det var ikke noget problem. Tværtimod var spadsereturen med til at holde præsten
frisk og sund på alle må-der. På sin vej til nabobyen skulle præsten passere en lille bro, der førte hen over floden. Og ved broen havde zarens hær oprettet en kontrolpost, så man havde styr på hvem der bevægede sig rundt på egnen. Nu lå vores to landsbyer
meget langt ude i ødemarken, så kontrolposten var som regel kun bemandet af en enlig og meget ung soldat. Efterhånden som tiden gik, og præsten med jævne mellem-rum rejste mellem de to byer, så lærte præsten og soldaten hinanden at kende særdeles godt.
Så skete det en meget kold og meget tidlig vintermorgen at præsten begav sig af sted for at besøge nabolandsbyen. Det var bidende koldt og bælgravende mørkt. Præsten kendte imidlertid vejen særdeles godt og
snart nærmede han sig broen og den ensomme kontrolpost. Den unge soldat skuttede sig i kulden og hørte pludseligt ude i mørket noget nærme sig. Han missede med øjnene, men kunne kun ane en mørk skikkelse, der langsomt og foroverbøjet nærmede sig broen. Med
ét var soldaten lysvågen, hans gevær smældede, da han tog ladegreb og kastede våbenet til kinden – parat til at skyde. I det samme stoppede skikkelsen i mørket, og soldaten brølede:
"Hvem er du? .... Hvor er du på vej hen? .... Og hvad skal du der?"
Da præsten hørte soldatens råb, råbte han tilbage: "Skyd ikke. Det er mig, præsten. Du kender mig jo så udmærket. Vi har mødtes så mange gange før."
"Åh, er det Dem fader. Om forladelse. Jeg kunne ikke genkende Dem i mørket. Tilgiv mig mine fjollede spørgsmål", sagde soldaten.
"Det skal du ikke tænke på, min søn", sagde præsten. Dine spørgsmål var gode – rigtigt gode. De var faktisk så gode, at jeg vil belønne dig, hvis du lover at kon-frontere mig med de tre spørgsmål hver gang du ser mig:
Hvem er du?
Hvor er du på vej hen?
Og hvad skal du der?
Og hvad med dig? Hvordan vil du svare på de tre spørgsmål?
Kraftfulde spørgsmål, som vi taler så meget om i coaching, er spørgsmål, der rø-rer ved noget i os og som rykker os på en eller anden måde eller i en anden ret-ning.
Så hvem er du? Hvor er du på vej hen i dit liv? Og hvad skal du dér?
Kilde: Historien om den russiske soldat er efter inspiration fra den canadiske coach Steve Mitten, MCC.